De seneste års debat og modige mennesker, der har delt deres historier, har vist, at vi desværre ikke er nået så langt, som jeg gik og troede.

Heldigvis har jeg ingen erfaringer med voldtægt, og det har flertallet af unge heller ikke, men til gengæld er vi mange, der kan fortælle om den type ubehagelige oplevelser, der er for små til at blive kaldt overgreb, og som derfor let forsvinder ud af statistikken. De behandles sjældent i litteraturen. Da jeg gik i gang med at skrive Festival, forstod jeg hvorfor.

Det nemmeste i verden er at tænke, at man jo bare kan sige nej, og ellers er man da en idiot. Udfordringen er at vise, hvorfor en pige alligevel ikke siger nej – og hvorfor en fyr dog ikke stopper, hvis han kan fornemme den manglende begejstring fra hende. Festival er mit forsøg på at skrive den historie på en måde, så man forstår, i stedet for at dømme, og med serien Mellem_rum blev jeg udfordret af min redaktør til at fortælle den i et format, så den kan læses af alle. Og emnet er – efter min mening – vigtigt for alle.

I bogen følger vi Ida og Jacob, som er på Roskilde for første gang og ender med at ligge i camp lige ved siden af hinanden. Da deres venner finder sammen og hopper ind i drengenes telt, står Jacob og Ida tilbage i en lidt akavet situation, og så er det, det går galt, da Ida siger, at Jacob kan sove i hendes telt.

For selvfølgelig er en invitation til at sove i telt ikke det samme som en invitation til sex. Men hvorfor siger hun så ikke bare nej? Eller sagde hun egentlig nej? Ida og Jacob har hver sin version af, hvad der skete, og faktisk får læseren aldrig svaret. Det er et bevidst valg – vi er med før og efter, men ikke i teltet – fordi det netop er et vilkår ved den her type hændelser, at der ingen objektiv sandhed findes. Forhåbentlig får læseren i stedet det med fra historien, at begge kunne have gjort noget for at undgå situationen og for at undgå at havne i en lignende situation igen.

Jeg tror, at mange vil kunne genkende elementer fra Ida og Jacobs historie, og jeg vil gerne vise, at de efter min mening begge er lige meget skyld i det, det sker. Umiddelbart fremstår Jacob måske mere som skurken morgenen efter, men det er forhåbentlig kun, indtil man læser slutningen, som vender det hele på hovedet og stiller spørgsmålstegn ved vores vante opfattelse af rollefordelingen mellem drenge og piger.

Det er altid min ambition først og fremmest at underholde og skrive en historie, som man ikke kan lægge fra sig, når man først er gået i gang. Og måske kan lige netop den her historie også sætte nogle tanker i gang hos læseren og endda give en følelse af, at man faktisk aldrig behøver havne i en situation som Ida og Jacob – og at der er en vej ud af den, hvis man gør.

Det er mit håb, at Festival vil blive læst – og diskuteret – hos fx udskolingsklasser med læsesvage elever, som kan få glæde af at læse en ungdomsroman, som er nem at læse og har en handling, der er nem at følge, men som stadig har nok kompleksitet til at være interessant at diskutere.