I sommer var jeg med min familie (mand og to børn) i Legoland, og det er et helt vildt sjovt sted – for folk med et solidt nervesystem. Sådan en person er jeg ikke, og jeg bliver også nemt svimmel, så … Det er nu lige meget, bare en generel advarsel.
Til denne tur havde vi besluttet (her kunne jeg indsætte verdens længste disclaimer om, at vi ikke flyver og ville sikre, at ungerne fik en vild oplevelse alligevel, og alt muligt andet for at understrege, at vi ikke er sådan nogle typer, som kan finde på at gøre det, som det følgende vil vise, at vi faktisk gjorde), at købe de der grelle turpas, hvor man på ægte udemokratisk vis må, ja, jeg siger det ligeud, springe over hele køen. Jeg rødmer over overhovedet at skrive det, og her kommer alligevel en forkølet disclaimer (jeg prøver at beherske mig, men det er svært): Vi troede, man blev lukket ind et andet sted, helt diskret, men det gør man altså ikke; man går skammens gang forbi hele køen af artigt ventende familier og stiller sig allerforrest.
I starten sneg vi os ind med røde kinder og sænket blik, opførte os overdrevent høfligt mod alle i et forsøg på at kompensere for vores usolidariske snyden foran, men da vi for tredje gang gik ind foran til X-treme Racers, begyndte det faktisk at føles mindre ubehageligt. Selvfølgelig var det nedtur for nogen, men sådan er livet, nogle familier står i kø i tre kvarter, og andre må gå ind foran, hey, det er ikke os, der laver reglerne, det er Legoland, og de andre kunne jo også bare have købt et dyrere turpas, hvis de ikke gad vente. Nu smilede vi til de (få) andre snydepelse med ”Reserve and Ride”, der også valsede direkte ind og hoppede om bord, og snart føltes det nærmest naturligt.
På et tidspunkt var der tre familier med ”Reserve and Ride”, og det betød, at vi ikke kunne komme med den første tur og måtte vente på den næste. Vi smilede venligt, selvfølgelig, intet problem, sådan er det jo, men lige dér kunne jeg mærke i min krop, hvordan man som menneske kan blive en ubehagelig type, hvordan man bliver, slet og ret, et rigtig r*vhul. For jeg nåede at få en følelse af, at det ikke kunne passe, vi er ikke sådan nogle, der står og venter. Det er de andre familier, der gør det. Vi er anderledes, vi har jo Reserve and Ride, kan I ikke se, vi står her og vifter med det?
Nu havde vi jo prøvet forlystelsen flere gange allerede, og jeg var efterhånden ret svimmel, så jeg forlod min plads i køen og gik i stedet ud for at sætte mig på en bænk sammen med min nye erkendelse af, at ondskab måske starter helt bittesmåt med at føle sig anderledes end de andre og helst også lidt bedre, at kimen til ondskab måske er en følelse af, at det er naturligt og ikke tilfældigt, hvis jeg får mere end de andre.
Ude på bænken i solen mindede jeg mig selv om, at jeg faktisk er vældig venstreorienteret og gerne vil dele. Herefter gennemgik jeg i tankerne mit forfatterskab og indså, at det tætteste, jeg kommer på en skurk, nok er i bind 1 af min tween-serie, Pigeliv, hvor bogens hovedperson, den evigt populære og feterede Josefine, opdager, at hun måske nok er klassens dronning, men at det ikke nødvendigvis betyder, at de andre kan lide hende. Jeg havde talt med flere fra min gamle folkeskoleklasse og indset, at alle tilsyneladende følte sig usikre, og at så selvsikre og dominerende, som folk kan se ud udefra, sjældent svarer til, hvad de føler indeni. Det dykkede jeg ned i ved at gøre klassens dronning til min hovedperson og vise nuancerne i hende. Det vakte genklang hos mange i målgruppen, så det er jeg glad for, at jeg gjorde, men lige nu virker det, som om verden derude har travlt med at gøre os alle opmærksomme på, at rigtig ondskab også findes.
Jeg vil gerne skrive en historie med en vaskeægte ond skurk. Og jeg tror, at min tur i Legoland har hjulpet mig med at blive klar til at gøre det. Bevæbnet med min nylige oplevelse kan jeg pludselig se, hvad det er for en sti, jeg skal tænke mig ud ad, for at en karakter på en troværdig måde kan bevæge sig fra at være som os andre til at være en, der bøjer alle regler og føler sig berettiget til at gøre det.
Ingen er født ond, det er noget, man bliver, og fordi jeg har mærket en lille flig af, hvordan man kommer til at føle, at der gælder andre regler for en selv end for andre, tror jeg, jeg kan skrive den karakter nu.
Jeg kan i øvrigt fortælle, at min skurk kommer til at optræde i en bog for voksne om en kvinde, der har nogle sære evner, som hun pludselig ikke længere kan holde nede, da hun kommer i overgangsalderen. Lidt noget andet, end jeg plejer at skrive! Jeg er i fuld gang, og indtil videre er jeg ret begejstret for at skrive om heksekræfter og hedeture. Så må vi bare håbe, der også er nogen, der har lyst til at læse om det …
Har du hedeture? Eller heksekræfter? Eller oplevet at blive ond af at stå i kø eller af at springe køen over? Så svar endelig på denne mail og fortæl mig om det!
Kh
Sara
PS: Hvor meget vi end havde punget ud for det turpas, bliver det ikke det, børnene husker fra den tur. Vi var nemlig så heldige at møde Alexander, vinderen fra Bachelorette, som gik rundt i Legoland i sin flotte uniform og var på arbejde, og ud over at være meget høj og meget flot var han også meget sød (hvor der er skurke, er der vel også helte!), så ungerne fik lov at sige hej og få taget et billede sammen med ham, og de griner som to jubeltosser, helt starstruck og lykkelige, og de talte om det på hele køreturen hjem. Hvor var han dog flot! Hvor var han dog sød! Tænk, at han tog sig tid til at stoppe og snakke med os. Og spørge, om vi havde haft en god dag! Og så I, hvor høj han var?
Vi må konkludere, at turpas vs. Alexander fra Bachelorette endte 1-0 til Alexander.
