I 2011 var det gået op for mig (jeg var 30), at hvis jeg ville være forfatter, var det ikke nok at skrive en masse. Det skulle også skrives færdigt, rettes igennem, sendes til et forlag og rent faktisk antages (at selvudgive var endnu ikke en ting dengang). Så i gang med mig.
Som regel hører man, at vejen til at få antaget sit første manuskript ser nogenlunde sådan her ud:
- skrive et godt manuskript
- få det redigeret og korrekturlæst
- skrive et godt følgebrev
- undersøge, hvilket forlag der ville være et godt match
Det er også sandt!
Problemet var bare, at da jeg havde gjort alle de ting, sad jeg stadig kun tilbage med afslag. Der skulle tydeligvis mere til for at slippe igennem nåleøjet. Og jeg VILLE udkomme på et forlag.
Inden jeg fik set mig om, havde jeg booket en uge på Vallekilde højskole, som havde et forløb om at skrive børnelitteratur med ægte forfattere og ægte redaktører som undervisere!
Ret hurtigt gik det op for mig, at jeg faktisk var god til at redigere. Jeg kunne godt lide at give feedback, og jeg følte, at jeg havde et godt øje for, hvad forfatteren prøvede at fortælle, og hvordan jeg kunne hjælpe dem videre.
Jeg syntes også, jeg fik god respons på de tekster, jeg selv skrev.
Kunne min drøm være inden for rækkevidde?
På den sidste aften tog jeg mod til mig og spurgte en redaktør (trængte hende nærmest op i en krog, den stakkel, men lad nu det ligge), om der var noget, de efterlyste inde hos hendes forlag. Hvilken type manuskript ville hun blive gladest for at se lande på sit bord?
Hun tænkte sig om og svarede: Letlæsning i cirka lix 16, der egner sig til drenge, gerne noget med gys.
Det kan man da kalde klar besked.
Et par uger efter tog jeg en tur i sommerhus alene, hvor jeg skrev hver eneste dag.
Det blev til Spøgelseskatten. En letlæst gyser om en dreng, der flytter til et nyt hus, der viser sig at være hjemsøgt af den tidligere ejers afdøde kat. Den havde et fint lille plottwist, og jeg syntes, den var både spændende og rørende.
Hen over de næste uger arbejdede jeg den igennem igen og igen for at få lixtallet ned uden at miste sprogets flow. Jeg fik min familie til at læse den og give feedback. Jeg lånte en masse letlæsning på biblioteket for at tjekke, om min historie så ud til at opfylde kravene og passe ind.
I mellemtiden havde min søster været ude som lærervikar, og til en booktalk på skolebiblioteket havde hun bemærket, at mange af børnene lyste op, når noget handlede om zombier. Vigtig viden!
En let omskrivning, og så blev Spøgelseskatten til Zombiekatten.
Nu kunne jeg ikke gøre mere, og jeg ville heller ikke risikere, at hende redaktøren i mellemtiden glemte mig, eller at der nåede at lande seks andre gysere i lavt lixtal på hendes bord, så af sted røg manus sammen med et følgebrev, der helt sikkert var alt for langt.
Jeg har gravet i mine mails, og bliver du mon overrasket, hvis jeg fortæller dig, at der ligger adskillige mails fra redaktøren, som undskylder for den usædvanlig lange ventetid? Hun beklager, men det har været en periode med ekstraordinær travlhed … Nogle ting ændrer sig åbenbart aldrig!
Da hun endelig fik den læst, skrev hun så, at de gerne ville udgive bogen. Hurra! Jeg inviterede min kæreste (nu mand) med ud at spise for at fejre (jeg vidste jo endnu ikke, hvad man får i forskud, men vi spiste det hele op den aften).
Min debut, Zombiekatten, udkom januar 2012 på Høst & Søn i deres letlæste Zoom-serie.
Derefter tømte jeg skrivebordsskuffen for manuskripter (der var hul igennem, jo!), som desværre fik afslag, mens jeg i mellemtiden blev færdig med uni og knoklede for at få opfyldt min anden drøm. Det lykkedes, og et år efter udgivelsen blev jeg ansat som redaktør på Turbine Forlaget i Aarhus.
Og hvad kan man lære af det? I hvert fald at der er flere veje ind i den her branche, ikke alle starter med at udgive deres hovedværk. De fleste, som gerne vil være forfattere, har masser af historier i sig. Så måske kunne det være en idé at starte med en af dem, der er flest læsere til, og som forlagene ikke modtager så mange af?
Jeg hepper og håber, at du når dine mål med de ting, du skriver!
Kh Sara
