Jeg har for første gang skrevet en bog på baggrund af

1) en oplevelse fra mit eget liv. Noget, som skete for et relativt nylig.

2) Noget, som gjorde mig vred.

Jeg var ude i stalden, hvor jeg har min hest, og min datter på 11 år var med, fordi vores kære Zorba skulle have tandlæge, og hvem vil ikke gerne have lov at kigge ind i munden på en hest med alle de tænder, den har?

Mens vi stod der, var en smed i gang med at sko en anden hest lidt nede ad staldgangen. Imens førte hun en livlig samtale med hestens ejer, og da jeg først havde hørt, hvad de talte om, kunne jeg ikke stoppe med at lytte.

Emnet var et ridecenter i Jylland, hvor en række kvinder, inklusive flere mindreårige, har anklaget chefen for overgreb. Chokerende mange af stutteriejerens tidligere ansatte fortæller om alt fra hård tone og mobning til seksuel chikane, vold og voldtægt.

Mens smeden beskar hove og satte sko på, jokede de med, hvor meget de unge piger måtte have drukket for at vågne i chefens seng uden at vide, hvordan de var endt der, og morede sig over, at enhver da kunne løbe fra den ældre mand, ”så korte ben, som han har”.

Der stod jeg ved siden af min hestetossede datter, som elsker og beundrer – og retter sig efter – sin egen rideunderviser. Vi er bare så heldige, at min datters underviser dels er en kvinde, og dels en god ven af familien, som vi har stor tillid til.

Deres samtale fik mig ret uventet til at græde midt i stalden, fordi den mindede mig om de mange ufølsomme og rå reaktioner på kvinders Metoo-beretninger, jeg har set på sociale medier. Somme tider føles det næsten en vrede rettet mod den, som ikke sagde fra, i stedet for den, som med vilje ikke lyttede. Altid dette rå og ufølsomme fokus på, hvad offeret skulle, kunne, burde have gjort.

Er det for hårdt at tænke på, hvor udsatte vi er her i verden? Hvor let vi kan gøre hinanden ondt? På den forvirring, skam og lammende frygt, man kan føle?

Fik jeg i øvrigt nævnt, at både den smed og den hesteejer, som fandt emnet så underholdende, er kvinder?

Ud af den vrede og sorg, jeg følte den dag, skrev jeg BlueSky Santino (som havde arbejdstitlen Barnepige, hvilket min redaktør gudskelov fik ændret!)

Jeg ville helt tæt på den pige. Mærke, hvad hun føler, uden overflødigt fyld, hele teksten er på 74 sider med meget lidt tekst, breve til hovedpersonens endnu ufødte (og uplanlagte) lillebror. Hendes kærlighed til ham minder os om, at omsorg er en naturlig reaktion. Fokus er på hende, og derfor er der heller ikke nogen mand (eller er der?), men en hund. Læseren har intet andet valg end at identificere sig med pigen og dele hendes oplevelser.
I min fantasi vil ingen, der har hørt hendes historie, kunne føre en samtale som den, jeg hørte på staldgangen den dag. Sådan vil det ikke gå, det ved jeg godt, men det var den energi, jeg skrev på. Desværre er historien ikke blevet mindre aktuel i mellemtiden, for lige nu virker verden mere end nogensinde, som om den er fuld af rovdyr, som går på to ben.

Her er et lille uddrag, hvor familiens hund endnu en gang ikke kan lade vores hovedperson være i fred og har jagtet hende rundt:

Han er ude i gangen.

Jeg kan høre ham gå rundt,

hans negle klikker mod trægulvet.

Jeg har min telefon,

men hvem skal jeg ringe til?

Min taske og resten af mine ting ligger inde på bordet

i stuen.

Det er pinligt,

hvis Kathrine kommer ind nu,

for jeg sidder herude som et pattebarn,

og tårerne løber ned ad kinderne,

og jeg prøver at stoppe,

for ellers kan man se det,

men jeg kan bare ikke stoppe.

Anton sover på sit værelse,

og jeg er låst inde her,

så hvad er jeg lige for en barnepige?

Turbine Forlaget har fået lavet den flotteste forside, og Danskfaglighed har udarbejdet et virkelig spændende og kreativt litteraturforløb til bogen.

Nu er den ude i verden (udkommer i dag – kan købes her!), så nu slipper jeg den og håber på, at den vil blive brugt, at den vil sætte tanker i gang – og måske endda, at jeg bliver inviteret ud for at fortælle om den.

I forhold til at skrive på sådan en harme over verdens uretfærdighed så kan det anbefales at prøve. Lige i mit tilfælde gav det en anderledes tekst end noget, jeg tidligere har skrevet, mere eksperimenterende og grum. Hvis man vil skubbe sig selv nye steder hen, tror jeg, det er en god idé at skrive på stærke følelser, men hvis man også gerne vil udgive det, tor jeg, det er vigtigt at være klar til at slippe det helt og sige, at det væsentlige var at skrive teksten, for modtagelsen er man ikke herre over.

Nu findes BlueSky Santino derude, og så håber jeg bare, den bliver brugt og læst.

Kh Sara

PS: Ja, jeg har søgt arbejdslegat fra Statens Kunstfond med den, og nej, jeg fik ikke noget legat. Trods en del ansøgninger har jeg endnu kun fået afslag. Det nævner jeg kun for at minde om, at man altså ikke skal lade sig slå ud af afslag! Mine bøger bliver jo antaget på forlag, så et afslag det ene sted, behøver ikke betyde afslag andre steder.