Nyhedsbrev om Mørk magi
For cirka tre år siden gik jeg til lægen, fordi jeg troede, der var noget galt med mit hjerte. Det galopperede af sted, selv når jeg lå stille og prøvede at slappe af. Lægen tog pligtskyldigt et EKG, men du har sikkert allerede gættet, at mit hjerte ikke fejlede noget; derimod udviste jeg en masse symptomer på stress.
Og når jeg lige kom til at tænke over det, havde jeg det faktisk ikke særlig godt. Noget måtte gøres.
Jeg skar ned på arbejde, men var rastløs og følte ikke, jeg fik noget fornuftigt ud af min tid.
Jeg tog min mand med til parterapeut, som kommenterede på vores dybe connection, og jeg sad tilbage med en følelse af, at selv når jeg prøvede at løse problemer og finde ned i mine dybe lag, gik jeg åbenbart efter at være dygtig og få ros.
Derfor lovede jeg mig selv, at selv om jeg levede af at skrive, måtte jeg ikke sende noget til et forlag eller vise nogen, hvad jeg skrev, i et helt år. Det måtte ikke handle om at få ros eller anerkendelse eller om, hvad læserne måske ville mene om det.
Når man udgiver sine historier, bliver de til et produkt, og selv om det er en gave at kunne leve af noget, man elsker at lave, bliver det med tiden svært at skille sig selv ad fra ”produktet”. Jeg måtte tage mig god tid og slippe frygten for at blive glemt, hvis jeg ikke udgav noget i en periode. Ikke vælge den første idé, der dukkede op, men grave videre. Eller være stille længe nok til, at noget nyt dukkede op. Det lyder nemt, men ikke for en person, der er vant til at jagte både anerkendelse og indtjening.
Det kom der en roman ud af, der ifølge lektørudtalelsen (landede i går), handler om ”kvindekraft, fællesskaber, kærlighed og begær”. Ja! Det gør den nu, har jeg lyst til at sige. Men undervejs har bogen om Mille, som kommer i overgangsalderen og ikke længere kan holde sine heksekræfter nede, handlet om ALT muligt andet også. Sådan er det, når man skriver løs uden en plan, uden en genre og uden en redaktør. Det giver en hulens masse ekstra arbejde i redigeringsfasen, men jeg tror også, at det lukker nogle ting ud, som ellers var blevet derinde, gemt og glemt.
Det var hårdt at skrive bogen, for ligesom jeg selv gjorde i den periode, indser min hovedperson, Mille, hvor meget hun har ofret for at passe ind i en verden, der ikke bliver hængende for at samle stumperne op, hvis man ikke kan holde til tempoet. En ubehagelig indsigt, så intet under jeg havde undgået den så længe. Først følte jeg fortrydelse. Med tiden kom vreden også. Begge dele er til stede i bogen, sidstnævnte i form af nogle skjulte lig, der begynder at dukke op. De kom bag på mig!
Mørk magi udkom for et par dage siden, og jeg har allerede hørt fra læsere, som genkender noget i Mille, som ikke længere vil gøre sig lille for at passe ind. Jeg er også blevet spurgt, om jeg kommer til at skrive mere om modne kvinder, der både har heksekræfter og finder kærligheden og sig selv. Svaret er ja! I kunne ikke stoppe mig, hvis I prøvede – jeg er allerede i gang.
Det viste sig heldigvis, at jeg stadig elsker at skrive og finde på historier, bare jeg sørger for tid, plads og nysgerrighed, så jeg husker at være en besværlig heks, når jeg får lyst til at være dygtig og artig.
Hvis du er blevet nysgerrig på min sære heksebryg af en bog om moden kærlighed med heksekræfter, kan du finde den her:
Og hvis du er i fuld gang med at skrive fra hjertet, skal du vide, at jeg hepper på dig af fuld kraft, og at jeg ved alt om, hvor svært det kan være.
Kh Sara
PS: Hvis du tværtimod kommer i tvivl om, hvorvidt din tekst gør ondt nok og tapper nok hjerteblod skal du ikke fortvivle! Jeg tror slet ikke, det er muligt at skrive noget, som ikke kommer fra hjertet – det er trods alt os selv, der finder på det hele. Men jeg tror, man kan øve sig i at lukke mere hjerte, mere smerte og mere af os selv med ud hver gang. Og det er både svært og fedt!
