For kort tid siden sad jeg hjemme på mit kontor og skrev, da jeg modtog en mail fra mit forlag. De beklagede at måtte meddele, at de lukkede deres B&U-afdeling, simpelthen, med øjeblikkelig virkning.
Min første tanke gik til de stakkels medarbejdere, og min anden tanke gik til det manuskript, jeg netop havde sendt ind til dem.
Selv om jeg har sendt mange manuskripter ind til forlag i tidens løb og også fået mange af dem antaget, var det her noget andet. Mit manuskript mindede nemlig ikke om noget, jeg tidligere har skrevet. Du kan få en smagsprøve her (uredigeret). Vi starter et stykke inde, hvor vores hovedperson er på sit job som barnepige:
I dag da jeg passede Anton,
lød der en masse tummel ude i gangen.
Pludselig fløj døren op,
og en stor, sort hund kom farende ind på værelset.
Den var helt vild,
tungen ude af munden,
gispede efter vejret,
snusede til alt,
men bare lige et hurtigt snus,
så var den videre.
Dens hale væltede alle tekopperne,
og Anton begyndte at græde.
Jeg har aldrig set ham være ked af det før,
han griner altid,
når vi leger.
Skulle jeg have kaldt på Kathrine?
Hele pointen med,
at jeg er her,
er ligesom,
at så bliver hun ikke forstyrret.
Kunne jeg ikke selv styre en hund?
Man er vel ikke hestepige for ingenting.
Anton græd,
men jeg prøvede at tale sødt og stille og lokke hunden hen til mig,
så jeg kunne få fat i halsbåndet og smide den ud.
Jeg vidste godt,
at de har en hund,
for jeg har set snoren på en knage ude i gangen,
og der står madskål og vand i køkkenet.
Det kom bare bag på mig,
at den er så … vild.
Og stor.
På et tidspunkt slikkede den Anton lige i ansigtet,
nærmest i forbifarten,
og det fik ham til at grine.
Men så græd han igen.
Og bagefter prøvede den at snuse til mig.
Lige mellem benene.
Dens snude var hårdere,
end jeg havde forventet.
Jeg troede,
en snude var så følsom.
Selv om jeg tog fat i halsbåndet,
kunne jeg næsten ikke trække den væk.
Og så hørte jeg Kathrine komme ned ad trapperne.
Det gjorde hunden åbenbart også.
Straks satte den sig pænt og logrede og så forventningsfuldt på døren.
Da hun kiggede ind,
blev jeg helt varm i kinderne.
Pludselig sad der bare den roligste hund,
mens Anton græd,
og tekopperne var væltet,
en af dem smadret,
og der sad jeg midt i det hele og havde ikke styr på en skid.
Hun spurgte,
om han forstyrrede.
Nej, nej, sagde jeg,
jo, måske lidt.
Så tog hun ham med ovenpå og sagde,
at han var en værre bisse.
Da hun var gået,
tænkte jeg,
at det der,
det skal bare aldrig ske igen.
Jeg kan godt holde styr på en enkelt legesyg hund.
Det skal jeg kunne.
Den vil jo bare lege.
Jeg må ikke gå sådan i panik.
I flere timer var jeg lammet og fik kun skrevet til dem, der havde mistet deres job, at jeg tænkte på dem.
Derefter prøvede jeg at sige til mig selv, at det var okay, mit manus var i gode hænder det nye sted, det skulle nok gå. Men om natten kunne jeg ikke sove. Jeg tænkte på det nye forlag, som skulle overtage en masse titler og forfattere, og et eller andet sted i bunkerne midt i travlheden lå så et underligt langdigt (hvis det overhovedet er det, det er?) om en pige, der har nogle slemme oplevelser med en hund (eller er det nu også en hund?). Og det lå der med mit navn på, som man inden for børnelitteraturen nok mere forbinder med kommercielle seriebøger som Pigeliv, Hotelmysterierne og Hannah & hestene.
Det kunne jeg ikke lide, og derfor trak jeg det tilbage. I stedet sendte jeg det til en redaktør, som jeg kender personligt. Vi plejer ikke at blande udgivelser ind i vores relation, men lige i det her tilfælde gav det mig en tryghed. Nu må vi se, hvad de siger.
To ting, synes jeg, man kan lære af det forløb. Det første er, at man ikke kontrollerer ret meget som forfatter. Selvfølgelig er det sjældent, at ens forlag ligefrem drejer nøglen om midt i en udgivelsesproces, men det hænder. Det, man kan have kontrol over, det er de historier, man gerne vil fortælle. Derfor er mit råd, at vi nøjes med at fortælle noget, vi brænder for, og som begejstrer os. Så tåler man modgangen lidt bedre.
Det andet råd, som jeg vil give på baggrund af min oplevelse, er: Vi skal tage os selv og vores følelser alvorligt. Udefra ligner det jo ingen sag bare at sidde der og finde på historier og skrive dem ned, og *pling* så tjener man penge på det. Desværre kan man selv komme til at læne sig ind i den tankegang og blive irriteret på sig selv over, at man tager sådan på vej, det er jo, hvad der kan ske, kom nu videre.
Jeg har efterhånden lært, at det, man føler, er det, man føler. Og hvis man siger til sig selv, at det skal man holde op med at føle, så føler man det alligevel, nu bare med en ekstra følelse af, at det er forkert. Og faktisk skal vi jo bruge vores følelser, når vi skriver, så hvis vi nu for eksempel er nogle typer, som måske endda føler ting lidt ekstra – så er det nok i virkeligheden helt fint.
Sådan er det at være forfatter.
Forhåbentlig er der snart nyt om bogen Barnepige (arbejdstitel) – jeg håber, den ender med at udkomme til næste år.
Kh Sara
