I en større oprydningsrunde for nylig bladrede jeg igennem nogle gamle notesbøger (jeg har MANGE) for at se, om der var nogle gode idéer til senere brug, eller om den kunne smides ud.
Bagerst i bogen fandt jeg disse kryptiske noter:
Det har han ikke sagt til mig direkte
Når man får fyr på, er det den slags, der følger med
Det lytter de ikke til
Nej, heller ikke det
Hvis man ikke har prøvet at farve hår, så skal man bare slet ikke udtale sig om det der
Hader du ikke, når frisøren vil massere i din hovedbund?
Whaaaat? Jeg ELSKER det!
Efter nogen grublen indså jeg, at det var sætninger fra en samtale (eller flere?), jeg havde overhørt.
Tidligt i karrieren hørte jeg flere gange det skriveråd fra erfarne forfattere, at man skal lytte til folk, når man for eksempel er ude at køre i bus eller tog, og hvis man hører en fed formulering eller noget, man kan bruge, skal man skrive det ned.
Umiddelbart lyder det jo som et godt råd, og jeg har set det gengivet en del steder, men for mig blev det anledning til forvirring og sågar en følelse af dårlig samvittighed over, at jeg slet ikke havde lyst. Ingen skulle beskylde mig for ikke at gøre ALT for at blive forfatter, så i en periode var det slut med stillekupé, når jeg skulle hjem til Jylland, og der sad jeg så med min notesbog, klar til at finde guld i tilfældige brudstykker af samtaler.
Jeg må være ærlig og sige, at de her noter IKKE var blandt dem, jeg gemte til senere brug. For mig giver det simpelthen ikke mening at genbruge reelle replikker, jeg har hørt ude i verden, for i min optik skal al dialog helst ulme af subtekst og betyde alt muligt andet end det, der reelt bliver sagt. Når det kommer til dialog, er det usagte næsten vigtigere end det sagte, og det synes jeg er sværere at flette ind i andres ægte replikker.
Er det så et dårligt råd?
Nej, det er slet ikke sikkert, selv om det er stensikkert, at jeg ikke kan bruge det.
Det gik nemlig op for mig, at der findes to slags skriveråd, og jeg tror, man gør sig selv en tjeneste ved at gribe dem ret forskelligt an.
Den ene slags er dem, der handler om, hvordan en historie virker på sin læser. Der er nogle regler, som det er en god idé at kende, ligesom man kan have blinde vinkler, og derfor vil jeg også mene, at man altid skal lytte til sin redaktør. Ikke nødvendigvis godtage alt, men i hvert fald tænke grundigt over deres feedback.
Det er den anden slags skriveråd, man skal tage med et gran salt. Beklager, hvis jeg er Captain Obvious lige nu, men det er først nu faldet mig ind, at en hel masse skriveråd er helt og aldeles subjektive, fordi de handler om selve skriveprocessen og derfor kan være geniale for nogen og stadig ikke fungere for dig.
Det betyder, at vi roligt kan smile og nikke, når nogen forklarer, at man eksempelvis er nødt til at skrive hver dag, skrive det ned, hvis man hører en spændende samtale for at fange dialog, der lyder ægte, skrive tidligt om morgenen, før familien står op, skrive synopsis, skrive alle sine idéer ned med det samme, lade manus ligge en uge, før man kan redigere – men vi behøver ikke gøre noget af det. Eller vi kan prøve det af og se, om det fungerer for os!
Ud af ovennævnte er der tre, som jeg ALTID benytter (synopsis, skriv idéer ned og lade manus hvile), en, jeg somme tider benytter (skriv, før huset vågner), og to, jeg aldrig benytter (skriv hver dag og tag noter fra ægte dialog).
Det kan være, det er lige omvendt for dig.
I de senere år er jeg blevet meget opmærksom på, hvor personlig og intim en ting det er at skrive, og jeg tror, noget af det vigtigste, vi kan gøre, er at være åbne og nysgerrige på at finde den proces, der passer bedst til os. Og det skal vi altid være, for den kan ændre sig over tid. Prøv endelig alle skriveråd i hele verden af, men husk, at så længe de handler om proces, kan ingen i verden vide noget som helst om, hvad der virker for dig – undtagen dig. Du skal nok finde ud af det. Men husk at lytte mere til dig selv end til alle mulige andre.
Og det var mit skrivetip! Et, som jeg ville ønske, jeg var blevet opmærksom på for mange år siden, så jeg ikke havde spildt tid på at føle mig forkert, når det, der virkede for andre, ikke virkede for mig.
For det behøver det nemlig slet ikke. Man finder sin egen vej.
Kh Sara
