I 2005 var jeg 25 og havde endelig og efter mange overvejelser indset, hvad jeg skulle med mit liv: læse litteraturvidenskab på KUA. Snart blev glædesrusen dog afløst af en nagende tvivl. Var jeg nu lige så belæst som de andre? Havde jeg læst de rigtige forfattere?
For at gribe fat om nældens rod begav mig ned på biblioteket efter en masse bøger, som jeg agtede at læse inden studiestart.
I bakspejlet forekommer det mig forbløffende, at jeg kunne kombinere en så forudseende og handlekraftig plan med en så ubehjælpsom og klodset fremgangsmåde. Jeg spurgte nemlig ikke en bibliotekar om hjælp, ej heller googlede jeg eller fremskaffede en liste over tidligere semestres pensum. Nej, jeg hev bare bøger ud fra hylden på må og få, og hvis de lignede noget af det rigtige, røg de med hjem.
Hvorfor husker jeg denne begivenhed så godt?
Fordi jeg ved et utroligt lykketræf (var det ligefrem skæbnen?) hev Absalom, Absalom! af William Faulkner ned fra hylden og vurderede, at den var præcis sådan noget, som jeg var på udkig efter. Havde jeg ventet til studiestart, var jeg ikke stødt på ham, for på studiet hørte jeg aldrig om den amerikanske sydstatsforfatter, som jeg på denne dag gik direkte hjem fra biblioteket og forelskede mig hovedkulds i.
Hvad kan man sige om Absalom? Hvilken umulius af en bog! Et kinesisk æskesystem af beretninger i beretningen, upålidelige fortællere, stream of conscoiusness og en uovertruffen indsigt i mennesket på godt og ondt.
Jeg slugte bogen, sugede den til mig. Gav ikke op, selv om det var helt tydeligt, at den på en eller anden måde var ligeglad, om jeg kunne hænge på eller ej. Sådan er Faulkners bøger. De er ikke ude på at please, men de giver alligevel alt.
I Absalom, Absalom! skaber en fattig, hvid mand, Thomas Sutpen, i 1833 en enorm bomuldsplantage ud af ingenting i Faulkners opdigtede sydstatscounty Yoknapatawpha, hvor langt de fleste af hans værker foregår (mange af karaktererne går i øvrigt igen i hinandens historier – shared univers, længe inden det blev moderne!). Sutpen gør det umulige, han er en naturkraft – men han er også en ond og brutal mand. Romanen kan læses som et forsøg på at fortælle og forstå denne mand og igennem ham, os selv. Der er både en mordgåde, en familiehemmelighed, et hjemsøgt hus og en forbandelse i romanen. Hvilken herlig overflod! Genren er blevet kaldt southern gothic, men den er også modernisme med stream of consciousness, eksperimenterende fortælleformer og meget lange sætninger.
Faktisk er Faulkner at finde i Guiness rekordbog som ophavsmand til verdens længste sætning i en roman. 1288 ord, og den befinder sig i netop Absalom. Det vidste jeg selvfølgelig ikke, da jeg startede på bogen. (Havde det mon skræmt mig væk? Jeg får kuldegysninger ved tanken.)
Historien følger den unge Quentin Tompson, som mange år efter forsøger at danne sig et billede af denne Thomas Sutpen, som aftvang alle respekt med sine bedrifter, men som ingen kunne lide, og han kommer et skridt tættere på sandheden, da han bliver tilkaldt af Miss Rosa Coldfield, som efter eget udsagn har hadet Sutpen i 43 år. Straks er vi i gang med de upålidelige fortællere, æskesystemet og det umulige ved at mindes noget korrekt og videregive en objektivt sand begivenhed. Hvad er Rosa Coldfields agenda?
“It's because she wants it told, he thought, so that people whom she will never see and whose names she will never hear and who have never heard her name nor seen her face will read it and know at last why God let us lose the War: that only through the blood of our men and the tears of our women could He stay this demon and efface his name and his lineage from the earth.”
Boom! Hvilken vanvittig påstand, at Gud skulle stille sig på nordstaternes side i borgerkrigen alene for at udslette Thomas Sutpen og hans efterkommere fra jordens overflade. Som om selv Gud skulle bruge en hel krig for at gøre det af med den djævel.
Straks efter trækker Quentin selv sin dramatiske påstand i land, for i så fald kunne Rosa Coldfield jo selv have skrevet historien. Men nu er det sagt, tanken er formuleret, og man er fanget ind. Og hvorfor bad hun ham ellers komme?
Uanset hvor snørklet og langt det er, er bogen umulig at slippe. Og hvis man et øjeblik skulle tænke, at nu bliver det simpelthen for hårdt, kommer der altid en sætning eller en passage, som er så smuk og rummer så meget sandhed, at man er nødt til at lægge bogen fra sig og kigge ud ad vinduet lidt og tænke over det, man lige har læst. (Så aer jeg altid bogen og hvisker undskyld, fordi jeg tvivlede.)
Jeg er vild med, at det er så kæmpestort. Det er dunkle momenter i menneskets historie. Det er borgerkrigen, slavehandlen, skrækkeligt tunge skæbner, men det er også skrevet med en tro på, at menneskets sjæl vil overvinde alt. Faulkner tror på, at vi er gode inderst inde.
Og selv om han skrev om Sydstaterne, taler bogen til mig i dag. Den handler også om, hvad der skulle til, for at Thomas Sutpen kunne pine penge ud af den jord, som ingen før havde kunnet gøre rentabel. I det her specifikke tilfælde skulle der slaver til. Vold. Og omgivelsernes hjælp eller i hvert fald deres stiltiende accept. Det læser jeg i lige så høj grad som en historie om, hvor vi er i dag. Om kapitalismen og vores samfund. Hvad skal der til, for at man kan blive en succes? Hvem eller hvad skal udnyttes, trædes under fode, udpines? Hvem er vores Thomas Sutpen? Og hvem er de stiltiende tilskuere?
Af Faulkner kan man næsten ikke undgå at lære en fandenivoldskhed, som blæser en helt omkuld. At man kan fortælle sin historie, præcis som man vil. Faulkner skrev verdens længste sætning i Absalom, og han skrev det hyldede mesterværk As I lay dying, som er fortalt fra 15 forskellige synsvinkler inklusiv fra den afdøde, de forsøger at få begravet, som har ligget i en kiste det meste af bogen. Men Faulkner skrev også Hollywood-film, når han manglede penge, og han skrev Intruder in the Dust, der trods de allestedsnærværende tematikker om menneskets sjæl og forholdet mellem sorte og hvide, er skrevet som en krimi.
Hans eget bedste råd var, at man skulle læse alt, godt såvel som skidt, for man lærer af det hele.
Det råd prøver jeg på at følge, og jeg prøver på at huske, at det hele handler om menneskets sjæl. Som Faulkner sagde: The only thing worth writing about is the human heart in conflict with itself.
I øvrigt anbefalede jeg i årevis Faulkners bøger til alle og enhver. Jeg ved ikke, om nogen faktisk læste dem, men jeg har siden erfaret, at eksperter i hans forfatterskab på det kraftigste fraråder, at man starter med netop Absalom.
Der deles megen vidunderlig læseglæde på nettet, men det kan ærgre mig, at man sjældent længere samler en tilfældig bog op og læser den og bliver blæst omkuld på den der helt særlige måde, hvor man ikke aner, hvad der venter en.
Måske skulle man prøve? Og hvis nogen hellere vil tage imod en anbefaling, så læs endelig William Faulkner – vær måske endda fandenivoldsk nok til at starte med Absalom, Absalom!
Og så er det selvfølgelig heller ikke kun mig, der siger det. Faulkner, der aldrig gennemførte highschool, vandt i 1949 Nobelprisen i litteratur, og han bliver igen og igen valgt til en af det 20. århundredes største amerikanske forfattere.
For mig? Den største.
