Da jeg var redaktør, kom der hvert år på Bogforum forfattere hen for at pitche en idé til en bog og spørge, hvad vi tænkte om den. Så stod man der over for et fremmed menneske og skulle prøve at forholde sig til deres gengivelse af plot og karakterer, mens massevis af mennesker myldrede forbi.
Jeg forstår virkelig godt impulsen. Man vil så gerne have nogen til lige at sige, om ens idé lyder helt ude i skoven, eller om den lyder lige så pissefed og spændende i deres ører, som den gør i ens egne, inden man bruger massevis af timer på den. (Sådan set også, hvis man allerede har brugt en masse tid på den.) Men som du nok kan høre, vil jeg ikke anbefale den fremgangsmåde. Omgivelserne er støjende og kaotiske, og selv om man er på arbejde, kan man stadig blive overvældet af så mange indtryk, så hvis du vil i kontakt med en redaktør, er du bedre tjent med at sende en mail.
Og så var der en anden kategori af forfattere, sjældne, men mindst én hvert år. Og det var dem, der for så vidt gerne ville pitche, men som helst ville gøre det uden at afsløre, hvad bogen handlede om, fordi de var bange for, at nogen skulle stjæle idéen.
Somme tider syntes vi måske, det virkede lidt komisk, for hvordan skulle vi kunne sige noget kvalificeret uden at vide noget om nogen! Som regel ville folk gerne høre, om vi var interesserede, og om de skulle sende manus. Vi sagde altid ja, send det, for hvad kan man sige uden at have læst teksten? Men med tiden har jeg faktisk fået større forståelse for den bekymring, forfatterne havde, nemlig at hvis de sagde det højt, kunne nogen stjæle deres idé.
Typisk er det ikke en bekymring, for det handler mere om udførelsen, altså om stemmen, stilen og alt muligt andet, end om selve ideen, og det kan også virke irriterende for en redaktør at blive bedt om at bruge tid på folks idé, inden de overhovedet selv har brugt tid nok til at skrive den færdig (og ingen kan alligevel dømme en idé hverken inde eller ude baseret på et pitch), MEN jeg vil alligevel sige, at der i nogle tilfælde kan være god grund til at tænke i de baner og prøve at beskytte sin idé. Særligt i genrelitteraturen findes der faktisk plottwists (fx i krimier), meet cutes i romance eller en særligt fed setting eller konflikt, som man gerne vil være sikker på at holde for sig selv.
Det er svært at finde vej igennem det her vildnis, for man skal også vide, at det er en GOD ting, at der findes mange andre bøger i din genre og niche. Det er også en god ting, at din bog ligner lidt de andre. Som redaktør mødte jeg en del forfattere, som gerne ville have et helt unikt look til deres bog, så den ikke lignede de andre, og jeg forstår godt impulsen, for hvem vil ikke gerne skille sig ud? Men faktisk er det en fordel at ligne noget, læseren allerede kender, og ikke mindst være tydelig omkring det, for det betyder, at din målgruppe allerede er varmet op, nogen har gjort et stykke arbejde for at minde dem om, at den her slags bøger findes, og at de har lyst til at læse dem. Det er rigtig svært at give nogen lyst til at læse noget, som de ikke aner, hvad er. Ikke umuligt, men svært, og hvis man er er ret ny forfatter, kan det være en god idé at tage den medvind, man kan få, fx ved tydeligt at vise, at man skriver inden for en velkendt og populær genre.
Til gengæld er det IKKE en god ting, hvis du har fået en genial idé til en meetcute eller en plottwist, som vil blæse din læser bagover på den gode måde, at det optræder i andre bøger end din. Så lige præcis der giver det faktisk mening med en lille smule paranoia og holde kortene tæt til kroppen.
Heldigvis kan det godt løses. Jeg vil anbefale, at du arbejder på en pitch af din bog, så den lyder akkurat lige så genial og spændende, som den er, UDEN at afsløre din geniale plottwist. Er dit nyskabende guldkorn så fundamental en del af historien, at manus ikke kan beskrives uden, så vent med at pitche den, til du er ved at være i mål med manus og klar til at sende det til et forlag.
Jeg forstår impulsen, man har lyst til at dele med verden, at man sidder og arbejder på den her geniale idé, men vent alligevel – rent professionelt får du intet ud af, at en masse mennesker ved, hvad du arbejder på, så du kan nøjes med at sige det til din ægtefælle, din hund eller din mor. Og hvis du vil have sparring, kan det anbefales at finde et par kolleger, som du stoler på, så I kan hjælpe hinanden, følge hinanden på rejsen og bygge tillid og forståelse over tid.
Kh Sara
