Hvis du har haft familiemedlemmer til at læse dit manuskript og give feedback og bøvlet med at finde betalæsere og få nogle noter, du kunne bruge, så er du ikke alene. Feedback kan næsten føles som en fælde: for lidt kan betyde, at dit manuskript bliver uskarpt. For meget kan betyde, at du mister modet.
Jeg har engang haft en redaktør (som godt kunne lide og gerne ville udgive mit manuskript), hvis omfattende 0g helt sikkert velmente feedback trak manus i en retning, som slet ikke var det, jeg ville, og som gjorde mig så forvirret og modløs, at jeg fik lyst til at opgive projektet og starte forfra på noget andet.
For nylig har jeg fået at vide af en anden redaktør, at et manuskript var så svært at placere, at hun kun havde få kommentarer, fordi hun simpelthen ikke vidste, hvor jeg ville hen med det.
I den første situation endte jeg med at være nødt til at skifte redaktør. Følte mig som den pinligste diva og drama queen, men det gik bare ikke.
I den anden situation, som vel objektivt set lyder værre, havde jeg det helt fint og kunne godt se, hvad hun mente. Jeg er nu i gang med en større gennemskrivning af manus og synes, det bliver meget bedre.
Så kompleks en størrelse er feedback, og jeg fik lyst til at skrive om det, fordi jeg oplever, at mange tager (for) let på det. For nylig skrev en forfatter på Instagram, at hun nu havde sendt sit manuskript til ti betalæsere, som hun havde fundet på nettet. Selv om jeg til fulde forstår behovet for feedback og for at dele en historie, man har arbejdet på længe, med nogen, og selv om det er enormt generøst af nogen at tilbyde at være betalæser, blev jeg helt forskrækket, da jeg læste det, og tænkte: Pas nu på jer selv!
Hvis en læser giver dig gode råd til at gøre kærlighedsforholdet mere romantisk og overbevisende, når du netop ville have, at det skulle virke creepy og uhyggeligt, så er deres input muligvis ikke til nogen hjælp for dig. Spørgsmålet er så, om man føler sig sikker nok på, hvad man vil med manus, til at sortere ubrugbare råd fra? Ellers kan man ende med at bruge en masse tid på andres meninger i stedet for at bruge tiden på at finde ind til, hvad man egentlig vil sige.
At skrive er ikke en demokratisk proces, der er kun én, som ved, hvad ideen med historien er, og det er forfatteren. En betalæser skal helst være dygtig nok til at se og understøtte det, du prøver at sige. Ikke komme med fjorten forslag til, hvordan du også kunne have fortalt historien. Faktisk vil jeg vove den påstand, at de fleste har brug for mindre betalæsning, end de tror, så selv om det er stort, at nogen vil bruge tid på din halvfærdige rodebutik af et manuskript, vil jeg råde dig til kun at lade få læse med. Især i starten, hvor det kan være vanskeligt at se, hvor manus skal hen, så du ikke risikerer at blive trukket i en skæv retning. Det er også okay, hvis din reaktion på feedback er instinktivt at tænke: Dét skal jeg i hvert fald ikke. Så lærte du noget vigtigt! Det er godt at kunne mærke helt tydeligt, hvad man vil med sin historie.
Feedbacken er kun god, hvis den hjælper dig med at se/indse
- hvor du egentlig vil hen
- hvordan du kan komme derhen
- hvor du forvirrer din læser
Hvis du ikke er færdig med første udkast, vil jeg råde dig til at holde dit manus for dig selv. Mens man stadig skriver, er det for sårbart og skrøbeligt; man er i gang med at finde formen på historien, og den proces kræver ro snarere end nye input.
Når du har dit første udkast klar, er spørgsmålet så: Hvordan kan du vide, om en betalæser passer til dig og dit projekt? Det kan du desværre ikke. Men du kan lade være med at forvente af dig selv, at du skal kunne bruge alt, hvad alle læsere siger, og du kan lade være med at sende dit manuskript ud til for mange. Jeg har været igennem en del feedbackmakkere i tidens løb og er endt med en lille håndfuld, som jeg stoler på og føler mig forstået af, og jeg er meget varsom med at lukke flere ind.
Prøv dig frem, men pas på med straks at konkludere, at der er noget galt med dig eller din idé. Der er med sikkerhed ting i dit manuskript, der skal rettes, men det skal helst føles som en hjælp og en aha-oplevelse, når nogen udpeger dem. Ikke som om nogen hiver dig i en ny retning eller peger på alle de ting, du kunne have gjort anderledes. Og hvis du ikke kan bruge den feedback, du får, så lad være. Måske var det bare ikke den rigtige læser. Alle bøger er ikke til alle læsere. Redaktører er anderledes, vi læser med professionelle briller på, det er vi trænet i, og selv der rammer man indimellem et dårligt match.
Betalæsere er ét redskab i værktøjskassen, men ikke det eneste. Brug det med omhu, og pas på dig selv og din skriveenergi.
